Street Art Festival

Street Art Festival i Brande 

 

Street art - Brande lægger gader til international street art festival

Brande i Midtjylland lægger hvert år gader og torve til en international festival for gadekunst i Danmark, International StreetArt Festival - Brande. Her dyster internationale gadekunstnere om at skabe det bedste kunstværk på byens gader, mens tilskuerne helt tæt på kan følge kunstnernes teknikker, strategier og processer - alt det, der gør gadekunst til en unik oplevelse.

Der males i 3 grupper, nemlig:

  • ​Kopister - kopierer Michelangelo eller andre kendte kunstnere
  • Frie kunstnere - malerier efter fri fantasi
  • 3D-kunstnere


- Især de tredimensionelle malerier er en fantastisk og spændende oplevelse at følge, fortæller Henrik Kraglund, del af styregruppen i Lions Brande, der står bag festivalen, International Street ArtFestival i Brande.
Ifølge Henrik Kraglund er det langt fra tilfældigt, at det netop er Brande, som tager initiativ til en festival for gadekunst:
- Med de berømte gavlmalerier har Brande en lang og stolt tradition for at bringe kunsten ud i byen - derud, hvor folk befinder sig. Det er en del af byens dna at gå nye veje og skabe opsigtvækkende kunst i det offentlige rum. Desuden har Brande oplevet, hvad kunst kan føre med af debat, engagement og opmærksomhed - også ud over landets grænser, når man bringer den ud af de vante rammer på museer og udstillingssteder. På trods af den oprindelige skepsis over gavlmalerierne tilbage i 1968, så er de i dag en uundværlig del af byen, som har medvirket til at markere og manifestere Brande, og som stadig tiltrækker mange gæster til byen, siger Henrik Kraglund.

 

10.000 besøgende til Brande

​Lions Brande håber, at det samme vil gøre sig gældende for street art festival. Ambitionerne er fra begyndelsen høje. I løbet af festivalweekenden forvandler 12 europæiske street art-kunstnere byens torve og fortove til helt unikke kunstværker, der skal bedømmes af en jury bestående af anerkendte dommere.
Med et budget på mere end 300.000 kr. og stor støtte og opbakning fra byens erhvervsliv og turistkontor forventer arrangørerne at der kommer op mod 10.000 både danske og internationale besøgende i løbet af weekenden.
- Man kan enten bare nyde kunstværkerne, fascineres af, at det kan lade sig gøre at skabe de imponerende værker på så kort tid - eller af kunstnernes sublime teknik, siger Henrik Kraglund.
I det hele taget kommer Brande denne weekend til at summe af fest, farver og masser af aktiviteter for både store og små.
 

Samarbejde med tysk street art-festival

International StreetArt Festival i Brande er blevet til i tæt samarbejde med den tyske street art-festival i Wilhelmshaven, som på forholdsvis få år er vokset til en international event, der tiltrækker over 80.000 mennesker i løbet af en weekend.
På den første internationale street art-festival i Danmark deltager 12 internationale kunstnere. Tilsammen skal de i løbet af weekenden skabe 12 kunstværker indenfor kategorierne; kopister, frie kunstnere og 3d.
- Kunstnerne i hver kategori er top-professionelle. De benytter hver især deres egen helt specielle teknik til på kort tid at forvandle Brandes bymidte til en samling af imponerende kunstværker, siger Evald Christensen.

- Street art adskiller sig fra anden kunst ved værkernes forgængelighed. I Brande vil der for eksempel gå op til et halvt år, førend de endeligt fjernes. Det er en moderne kunstnerisk udtryksform, som samtidig afspejler flygtighed. Ikke al kunst er skabt til at blive stående. I street art er processen i høj grad en del af det endelige kunstværk, siger Henrik Kraglund.

 

Illustrationer og kontakt

Værker fra street art festivalen i Wilhelmshaven i Tyskland, hvor den første internationale danske festival for gadekunst i Danmark har hentet sin inspiration (Fotograf: ”Michelangelo”)


www.visitart.dk