Ny alliance mellem Axel Månsson og SalatTøsen

Axel Månsson i nyt samarbejde

Ny alliance mellem Axel Månsson og SalatTøsen skal få danskerne til at spise flere økologiske grøntsager. Vejen til at ændre danskerne madvaner går gennem formidling i øjenhøjde og sanselig streetfood.

Når én af Danmarks største frilandsgartnerier går i marken for at høste efterårets afgrøder, vil en lille del af de friske grøntsagskulturer blive leveret til SalatTøsen’s udviklingskøkken i Kolding. Et nyt samarbejde omkring kurser i Brande bliver omdrejningspunkt i at udbrede kendskabet til sæsonråvarer og mangfoldigheden af samme samt øge forbruget af økologisk grønt i hverdagen.

-En stor del af danskerne forsømmer at bruge hele spektret af årstidens grøntsager. Samarbejdet med SalatTøsen, der også i daglig tale hedder Mette Løvbom, skal være med til at lære danskerne også at kreere salat uden salat i ordets forstand, når vores danske iceberg og bladsalater er uden for sæson. Vi vil gerne lære danskerne at respektere og arbejde med sæsonerne, så vi kan spise danskdyrket økologiske afgrøder året rundet, fortæller Axel Månsson.

Farvel til skamkogt kål

For blot 10 år siden hørte salater med rå grønkål, glaskål eller palmekål til sjældenhederne. Igennem generationer har det nemlig været tradition at koge og tilberede kålen i mange danske hjem på grund af de mange bitterstoffer i grøntsager. Det skal en række nye inspirationskurser i Brande være med til at lave om på.

-SalatTøsen gæster vores lokaler i Brande til tre arrangementer i efteråret. Den 16. august inviterer vi til lancering af hendes 3. kogebog, hvor vi samtidig løfter sløret for SalatTøsen street food, kreeret af vores egne årstidsbestemte grøntsager. Det bliver foreløbig fulgt op af to inspirationskurser igen i Brande den 1. og 29. november, hvor fokus ligger på grøntsager i hverdagen, fortæller Axel Månsson.

Ifølge SalatTøsen handler succes i dit salatkøkken om tre ting: Gode råvarer, enkelthed og smag. Og så er bestseller-forfatteren også kendt for aldrig at koge sine grøntsager. Til gengæld marinerer, sylter, griller, steger og sauterer hun grøntsagerne. Og det skal kunder i det midtjyske nu også til at lære.

Kan du stave til Pak Choi?

Tager man et kig på råvarelisten hos Axel Månsson, skiller flere råvarer sig ud. Inden for de sidste par år har Brande virksomheden haft fokus på udvikling af nye arter.

-Da vi lancerede vores Pak Choi, var der ikke ret mange, der kendte til eller kunne stave til grøntsagen. I dag tæller produktsortimentet hos os også romanesco, sortkål og radicchio. Ligesom glaskål, lilla blomkål og lille grønkål også vinder indpas i det danske køkken, smiler Axel.

Receptionen den 16. august er gratis men billet påkræves. Billetter bestilles på salattosen.dk. Inspirationskurserne med SalatTøsen hos Axel Månsson i Brande har en varighed af 3 timer og koster 299,- pr. person. Billetter kan ligeledes bestilles på salattosen.dk.

 

For yderligere information kontakt Axel Månsson v. Dorrit Andersen, tlf. 2167 4439 eller SalatTøsen v. Mette Løvbom, tlf. 4117 1101.


Del denne side: