Jordforbindelsen binder byen sammen med åen og de nærliggende naturområder. Parken er stadig ung med spæde træer og buske, men snart vokser den til. Områdets gæster vil da kunne opleve tæt skov, lysninger, åbne overdrev, vandløb og små bakker.
I Jordforbindelsen kan du nyde naturens positive virkning på sjæl og krop – hvis du giver naturen lov og dig selv den tid, der skal til.

Den 3,5 hektar nye skov, der ligger ved Ny Sandfeldvej, er etableret i et samarbejde mellem Grøn Ordning og Ikast-Brande Kommune.

I etableringen af området har kommunen nytænkt begrebet skovplantning ved at designe skoven med forskellige rum. Der er for eksempel "trygge rum, åbne rum, folkelige rum, vilde rum og fredfyldte rum", der på hver sin måde kan give forskellige sanselige oplevelser.

Der er særligt fokus på tilgængelighed, og stierne i området er belagt med kørefast grus, så det er behageligt både for kørestolsbrugere eller hvis man har barnevogn eller en rollator med.

Stien har indgang fra Vibevej og fra Ny Sandfeldtvej

Del denne side: